Regelsæt for afvikling af ringridning under
Lejrskov Ringriderforening
Der afholdes to ringridninger pr. år.
Ringridningerne afholdes, så vidt muligt, henholdsvis den 1. Lørdag i juni og den 1. Lørdag i august.
Begge ringridninger er åben for alle.
Kaptajnen varetager styringen under afviklingen af ringridningen, fra samling på samlingspladsen, under kortegeridning til ringriderpladsen, under ringridningen, under kortegeridning tilbage til samlingspladsen og indtil rytterne har afleveret flag, skråbånd, rytternummer og lanse.
Beklædning: Hvid skjorte/bluse, mørke lange benklæder og mørke støvler, ryttere under 18 skal ride med hjelm og det henstilles, at alle ryttere rider med hjelm. Flag, skråbånd, rytternummer og lanse uddeles på samlingspladsen. Konge fra det forgående års ringridning rider med kongeskråbånd. Kaptajnen kan dispensere fra beklædningskodeks når forholdene nødvendiggør det.
Hest og rytter ankommer til samlingspladsen rettidigt for klargøring. Hesten skal være sygdomsfri.
Kun én rytter pr. hest. Tilmelding og deltagerbetaling foretages senest torsdag aften forinden ringridningen finder sted.
Der rides igennem 4 galger, 2 af gangen, ringen afleveres til venstre og så tæt på galgen som muligt, ved uheldig start er det tilladt at starte om indtil hestens mule har været under galgen, forinden start kan rytteranmode om hjælp fra udtrækkers side. Der rides til 20 ringe og højeste antal point er 120, der gives 6 point pr. taget ring ved ridning i rask og fri galop, 5 point pr. taget ring i fri galop og 4 point ved ridning i usikker galop. Ved eventuel omridning om konge- eller kronprinseværdigheden tælles ringe og point ikke med, der rides udelukkende om placeringen. Senere placeringer med samme ringe- og pointantal afgøres ved lodtrækning. Lansen skal holdes ca. 10 cm. Bag ringstop/ på gummiomvikling. Knækket/beskadiget lanse: ved utilsigtet anvendelse af lansen, ved f.eks. anvendelse som pisk, kastet eller stukket i jorden, og lansen derved knækkes eller beskadiges, opkræves erstatning til dagsprisen for lansen.
Man overgår fra børnerytter til voksenrytter, den dag man fylder 15 år.
Kaptajnen står for opstilling af rytterne, der opstilles efter hestens farve, sort, brun, rød, broget, fjordhest og efter hestens højde indenfor farven, først voksenryttere og derefter børneryttere, børneryttere opstilles kun efter hestens højde. Kaptajnen byder velkommen til ryttere på samlingspladsen og informerer om regler for ringridningen, samt om eventuelle særlige forhold for dagens ringridning, herunder ringriderbanens- og vejrligets forhold. Kaptajnen henstiller om fornuftig ridning under kortege- og ringridningen, samt informerer om, at ringridningen afvikles under rytternes eget ansvar.
Ryttere rider to og to efter hinanden i kortege fra samlingspladsen til ringriderpladsen, kaptajn og fanebærer som nr. 1 og 2, fanen til højre. På ringriderpladsen stilles op på midten, hvor der spilles en fanemarch og fanen rides til midten og afleveres, under kaptajnens honnør, ryttere, dommere, ringpassere og tilskuere bydes velkommen.
Rytterne deles i to lige store grupper, der af kaptajnen stilles i hver ende af ringriderbanen. Der rides én prøveomgang uden ring i galgen, rytteren har lov til at ønske ringhøjde afprøvet. Kaptajnen fløjter hver omgang i gang og der rides frem. Under ringridningen må der kun siddes af, såfremt pleje af hest eller udstyr kræver det, hestene må ikke forlade pladsen i rækken under pauserne, der afholdes efter 5 omgange og under dommernes vortering og sammentælling.
Der er 4 dommere (1 pr. galge), 8 ringpassere (2 pr. galge) og 2 udtrækkere (1 i hver ende).
Der er præmier til alle børneryttere og til et passende antal voksenryttere efter bestyrelsens skøn. Konge og kronprins udråbes på ringriderpladsen, først blandt børneryttere, kongehesten får krans om halsen og kronprins får blomsterbuket. Øvrige placeringer og præmier – se procedure for præmieoverrækkelse.
Der må kun trænes på ringriderpladsen mandag og torsdag i ugen op til ringridningen og kun i tidsrummet: kl. 19:00 til 21:00
- Placering og omridning:
- Flest point
- Ved point lighed tæller fleste ringe
- Ved samme antal ringe og point er der omridning for at finde konge og kronprins, øvrige placeringer findes ved lodtrækning.
- Omridning:
- Der rides på 4 ringe
- Der rides på 4 ringe
- Lansen vendes og der rides på 4 ringe
- Der rides uden stigbøjler og stadig med lansen vendt på 2 ringe af gangen til der findes en vinder.